Handlinger tilknyttet webside
Phillipson: En sprogpolitik for Danmark
Af Robert Phillipson, professor på Copenhagen Business School.
Danmark har behov for en mere aktiv sprogpolitik. Det har kulturministeren meldt ud. Hun kommer med et ”oplæg til en dansk sprogpolitik efter sommerferien” (Ritzau, 8. juni 2000). Det er prisværdigt og nødvendigt. Men ikke hvis en sprogpolitik for Danmark er ensbetydende med at ”sprog” er lig med ”dansk”.
Dansk konkurrerer med engelsk i mange situationer i dagens Danmark. Derfor bør en handlingsplan forholde sig til hvordan alle danskeres kompetence på begge sprog kan styrkes uden at danske værdier lider skade.
Men disse sprog er ikke de eneste der findes og læres i landet. Det er nødvendigt at en sprogpolitik for alle i Danmark bygger på og udvikler det sproglige potentiale der ligger i det stigende antal borgere med et andet sprog end dansk som modersmål. Disse ressourcer skal plejes, således at deres økonomiske og samfundsmæssige betydning i integrationsprocesser og i fremtiden ikke går til spilde. Samtidigt er det vigtigt at forbedre indlæringen af dansk som andet/fremmedsprog af både voksne og børn.
Eftersom Danmark er afhængig af kontakt med verdenen udenfor, er det nødvendigt at en visionær sprogpolitik indeholder en strategi for hvilke fremmedsprogsfærdigheder der bliver behov for i fremtiden. Engelsk alene er ikke nok.
Endeligt er det danske sprogs fremtid i EU et helt centralt spørgsmål, ikke mindst når nye medlemslande og deres sprog træder ind, med risiko for at ”små” sprog som dansk bliver yderligere marginaliseret.
Politics or policy?
Som eksemplerne viser, er udarbejdelsen af en plan som integrerer alle disse elementer ikke noget som alene hører til Kulturministeriets opgaver. En strategi for hvordan landets sproglige økologi kan forvaltes optimalt kræver ekspertise fra fagområder der hører under Undervisningsministeriet (sprogindlæring på alle niveauer), Erhvervsministeriet (handel med udlandet), Forskningsministeriet (universiteternes sprogforskning) og Udenrigsministeriet (sprog i EU, i bistand, og i internationalt samarbejde). Her træffes løbende afgørelser af sprogpolitisk karakter. Men det er tvivlsomt om noget af ministerierne har en afdeling eller specialiseret enhed som hedder ”sprogpolitik”. Konsekvensen er et svagt grundlag for velkvalificeret handling, både i det daglige og i et længere perspektiv.
Desværre skelner det danske sprog ikke imellem de to begreber på engelsk ”policy” og ”politics”. Det som der er behov for, er en dansk sprogpolitik der udformer og implementerer en ”policy”, dvs en handlingsplan som kan varetage Danmarks interesser i de kommende år. Det kan kun ske hvis sprogpolitik får en højere placering på den politiske dagsorden. Og kun hvis man arbejder med en samlet plan for alle danskeres behov og kobler udenlandske erfaringer til danske realiteter.
Danmark har traditionelt en laissez faire holdning til sprogpolitik, en tro på at folk skal gøre det der passer dem, men i øvrigt følge Dansk Sprognævns forskrifter og anbefalinger. Dansk Sprognævn har et forholdsvis begrænset mandat. Det arbejder alene med dansk. Det producerer autoritative opslagsværker, specielt Retskrivningsordbogen. Det behandler mange tusinde henvendelser fra offentligheden per år. Det kan foreslå hvordan låneord bedst tilpasses når de har vundet indpas i landet. Og det udfører sprogvidenskabelig forskning og faglig popularisering.
Men ifølge deres egne udtalelser har nævnet været meget tilbageholdende sammenlignet med de tilsvarende nævn i alle andre nordiske lande. Spørgsmålet er så nu om der er politisk vilje til at Danmark tager ved lære af udenlandske erfaringer, ikke alene i Norden, men i mange lande med en aktiv sprogpolitik. Det er karakteristisk at et land oplever et behov for at afklare sprogpolitiske målsætninger, og identificerer nye mål og midler, når den nationale identitet er under pres. Præcist det som Danmark oplever på grund af den omsiggribende europæisering og globalisering.
Australien oplevede en identitetskrise ved overgangen fra et samfund med tæt tilknytning til England til et multi-etnisk samfund orienteret mere mod Asien. Det resulterede i en ”National policy on languages” byggende på de 4 E’er, ”equality, economics, enrichment, and external” (lighed, økonomi, berigelse, eksterne forhold) og en masse tiltag for at styrke sprogindlæring.
I Canada har sprog spillet en stor rolle for den nationale identitet. Allerede i 1960’erne banede en Royal Commission on Bilingualism and Biculturalism vej for en mere balanceret sprogpolitik. Det er lykkedes de fransktalende at forhindre at engelsk spreder sig uhæmmet, og i de senere år har visse oprindelige folk fået langt flere sproglige rettigheder. Det er heller ikke tilfældigt at ”immersion education” (sprogbad), dvs en tosproget undervisning for børn fra flertallet af befolkningen, specielt engelsktalende, har været en stor succes. Det har inspireret til en fornyelse af undervisningssystemet i flere europæiske lande.
I post-apartheid Sydafrika har 11 sprog officiel status. Man har afklaret de principper som en dynamisk sprogpolitik skal hvile på for at fremme økonomisk udvikling, demokrati og respekt for kulturel og sproglig mangfoldighed. De kriterier som udgør fundamentet for sprogpolitikken i Sydafrika, er
· sprogpolitik som en integreret del af den samfundsmæssige udvikling,
· sprog betragtes som ressourcer, ikke som problem,
· sprog er en fundamental menneskeret,
· staten skal fremme forvaltningen af den sproglige mangfoldighed,
· eftersom sprog er et følsomt område er overtalelse, opmuntring og belønning de rigtige midler fremfor tvang,
· intet sprog er bedre end et andet,
· sprogpolitik og dens virkeliggørelse tager tid.
Disse abstrakter principper gøres konkrete i analyser og handlingsplaner.
Det er bemærkelsesværdigt at EU aldrig har søsat en lignende proces, når nu sprog spiller så stor en rolle nationalt og supranationalt (EU’s organer). Der er udført en del udredningsarbejde, også i Europarådsregi, for at afklare hvordan man kan forbedre fremmedsprogsundervisning, men fælles fodslag på et så følsomt område er vanskeligt. Det er endnu en grund til at man udvikler langsigtede strategier nationalt.
Udfordringen i Danmark
En visionær men realistisk sprogpolitik forudsætter at man erkender at den nuværende situation i Danmark langt fra er tilfredsstillende. Danskere er ikke så gode til engelsk som de tror. Indlæring af andre fremmedsprog end engelsk er i krise. Fransk, tysk og andre fremmedsprog på de højere læreanstalter har bekymrende lav rekruttering. Mange sproginstitutter på universiteterne er langtfra dynamiske undervisnings- og forskningsmiljøer. Integrationspolitikken forsøger at gøre ”tosprogede” børn til ensprogede i dansk, i strid med al viden om hvordan undervisning for minoritetsbørn kunne tilrettelægges, og til skade for integrationsprocessen. Dansk spiller en marginal rolle i EU, og sprogets formelle rettigheder bliver muligvis indskrænket når nye lande optages.
Sprogpolitik er et sprængfarligt emne i EU: forslag til ændringer i de officielle sprogs anvendelse som arbejdssprog skaber splid, alt imens markedskræfterne styrker engelsk. Den nuværende sprogpolitik, som hovedsageligt foregår i det skjulte, øger EU's demokratiske underskud, eftersom man klamrer sig til myten om at alle officielle sprog er ligestillede og en tom retorik om værdien af flersprogethed.
For at en handlingsplan for Danmark skal kunne bygge på et samlet billede af tilstanden og udstikke retningslinjer for fremtiden, skal der helt andre boller på suppen. Der skal mere dialog mellem embedsværket, politikere, og forskere. Der skal være parløb imellem disse og erhvervslivet, både de store virksomheder og de mindre. Erhvervssprogligt Forbund har faktisk spillet ud med et 8-siders forslag til ”en erhvervspolitik for det danske sprog”, som er yderst vel gennemtænkt og konkret. Der skal udarbejdes strategier og scenarier. Der skal investeres langt mere i relevant forskning og udviklingsarbejde.
Et af problemerne er at ansvar for sprogpolitik ikke kan placeres éntydigt et sted i systemet, f.eks. i et ministerium eller lignende.
Et af de få sprogpolitiske forslag som tit nævnes af politikere, er tanken om at starte engelsk i en tidligere klasse i Folkeskolen eller endda i børnehaveklassen. Ideen er umiddelbart tiltalende, men erfaringer fra andre lande viser at succes forudsætter at man har opfyldt en række krævende betingelser (specielt læreruddannelsen, undervisningsmaterialer, integration af begrebsudvikling på fremmedsprog og på modersmål, kontinuitet i hele skoleforløbet). ”Debatten” i Danmark viser at folk som anbefaler sådanne tiltag satser ensidigt på engelsk og mangler ofte kendskab til den relevante forskning og erfaring. Ligeledes mangler den offentlige debat om ”modersmålsundervisning” og ”tosprogede” børns indlæringsbehov helt basal viden om hvordan man håndterer disse problemer på en fagligt kvalificeret måde. I øjeblikket udgør officiel dansk politik en benhård assimilationspres som er i strid med internationale konventioner. Påstanden om at forskere er uenige om hvordan skolen kan gøre børn reelt tosprogede, er usand. Skolen kan gøre børn fra både befolkningens flertal og mindretal flersprogede.
I flere af vores nabolande er der udbredte forsøg, specielt på gymnasieniveau, med anvendelse af et fremmedsprog – mest engelsk men også andre sprog - i timerne i historie, geografi, biologi, matematik eller andre fag. I Finland strømmer jurastuderende til franskundervisning, fordi man erkender behovet for det sprog i EU sammenhæng. Når danske læreanstalter i stigende grad går over til at anvende engelsk som undervisningssprog, sker det uden efteruddannelse af lærere, uden kvalitetskontrol, og uden at forsøg evalueres.
Lone Dybkjær skrev en kronik i Politiken den 30. november 1998 under overskriften ”Nok med ét EU-sprog”. Teksten var ikke blot et forslag om at gøre EU engelsksproget men et bidrag til debatten om hvordan dansk kan bevares som ligeværdigt sprog i EU samtidigt med at man løser de reelle problemer der er når der skal tolkes imellem mange sprog. Den nuværende situation med 11 officielle sprog giver 110 tolkningsmuligheder, som i realiteten indskrænkes. Hvis 5 nye sprog kommer til, stiger tallet til 240! Dybkjær foreslår at alle kan tale deres lands officielle sprog, men at der kun tolkes til engelsk til møder, og at man alene bruger engelsk i de interne papirer. Det indebærer at man stadfæster engelsk som ”passivt” arbejdssprog. Ifølge hende er det ”den bedste måde vi kan forsvare det danske sprog på i EU-sammenhæng”. Hvorvidt sådanne konstruktivt mente tanker har haft effekt er ukendt, men det er mere sandsynligt at den nuværende ordning halter videre. Og det er også svært at forestille sig at Danmarks interesser forsvares optimalt når der forhandles på engelsk og delvis fransk.
Der er også forslag om at undersøge om en udstrakt brug af Esperanto kunne øge EU institutioners effektivitet og styrke ligebehandling af alle sprog. Dybkjær og mange medlemmer af Europa-Parlamentet har tilkendegivet at de støtter tanken om forsøg med Esperanto fordi de oplever misforståelser i Europa-Parlamentet, og fejl og manglende præcision ved oversættelserne. Esperanto er ikke ren utopi, men fungerer optimalt i en masse sammenhænge i hele verden.
Der er behov for nytænkning for at forbedre arbejdsbetingelserne for beslutninger i EU, tolkningssystemet og oversættertjenesten. Konkrete forslag burde undersøges og en række kreative scenarier opstilles som alternativ til markedskræfterne og det nuværende sproglige hierarki og anarki. Det overordnede formål for Danmark må være at sikre at politikere og embedsfolk forsvarer danske interesser optimalt, og bliver uddannet til det. Bevidsthed om sproglige forhold, om oversættelsesvirksomhed, om sproglige hierarkier og sproglige rettigheder skal øges markant blandt alle som er aktive internationalt.
I Sverige har regeringen tiltrådt et ”Handlingsprogram til fremme af det svenske sprog”. Svenska Språknämnden har udarbejdet programmet efter et grundigt forarbejde med fem underudvalg, om svensk i grundskole og gymnasium, sproget i de højere uddannelser og forskning, sproget via medier og bogforlag, sproget i arbejds- og erhvervsliv og sproget i IT-sammenhæng. Blandt de mange forslag i planen er der en del tiltag for at sikre at svensk forbliver ”et komplet sprog” i Sverige, og at det reelt har de samme rettigheder som andre sprog i EU-sammenhæng. Planen anbefaler en mere aktiv koordinering med de øvrige nordiske lande.
Hele teksten af handlingsplanen (på 27 sider) er oversat til dansk og genoptrykt i en bog udgivet i serien af Dansk Sprognævns skrifter. Bogen hedder Engelsk eller ikke engelsk? That is the question. Engelsk indflydelse på dansk (red. Niels Davidsen-Nielsen, Erik Hansen & Pia Jarvad, Gyldendal, 1999). Bogen handler om hvorvidt dansk reelt er truet af engelsk. Det er udmærket at Dansk Sprognævn tilsyneladende accepterer at Danmark kan lære af svenske erfaringer, men der er intet der tyder på at det bliver fulgt op energisk. Vi lever i Hamletske tilstande, som bogens titel antyder. ”Man” kan ikke bestemme sig i Danmark. Det er også relevant at huske at Shakespeares stykke er en tragedie som ender med en scene fyldt med lig. Hvis dansk sprogpolitik skal slippe for en tilsvarende skæbne, skal den i helt andre baner.
Vi skal væk fra enten (engelsk) eller (dansk) tænkning til strategier som forbedre alle danskeres engelsk og dansk, plus færdighed i andre sprog. Der er brug for (ny)danskere som er gode til arabisk, kinesisk, tyrkisk, urdu osv, brobyggere til mange forskellige kulturer og markeder.
Med til at forstærke usikkerheden i dansk sprogpolitik hører at der i Danmark er en næsten total mangel på universitetsstillinger på områderne sprogsociologi, sprogpolitik og sprogplanlægning, flersprogethed, minoritetsundervisning, og sproglige menneskerettigheder. De få folk som forsker på disse felter, har en stilling i dansk eller engelsk sprog. Endnu færre er kendt internationalt, eller bidrager til et fagområde som er under rivende udvikling internationalt. Statens Humanistiske Forskningsråd har valgt ikke at styrke området i de senere år, hvilket delvis skyldes at de har rådet over for få midler.
Hvordan kan man så forestille sig at sprogpolitik i Danmark kickstartes, som det vist nok hedder på nudansk? I Nederlandene kom der gang i en overordnet koordinering efter at erhvervslivet påpegede at deres ansatte ikke var gode nok til fremmedsprog. Staten og forskere reagerede samlet. I England har de samme partnere arbejdet sammen om en undersøgelse, Languages: the next generation (Nuffield Languages Inquiry, 2000). Englændere er klar over at der er behov for andre sprog end engelsk. I Sverige og Australien har der været en mere konstruktiv dialog mellem myndigheder og de etniske mindretal end her i Danmark.
Behovet for sprogpolitisk handling er klokkeklart. Der er behov for fremadrettede langsigtede handlingsplaner, som er inspirerede og inspirerende, ikke restriktive og provinsielle. Men nu er vi i Danmark, så man kan frygte at ”To act or not to act? That is the question”. Som velkvalificerede indvandrere spørger vi os selv: lytter danskere til os? Spørgsmålet minder mig om Gandhis svar, da han blev spurgt hvad han synes om vestlig civilisation: ”det ville da være en god idé”.
Stort dansk dagblad, d. 6. oktober 2000
Esperanto-tastaturer til Mac OSX