Du er her: Forside Indholdselementer Nyheder fra DEJO En sjov Roskilde Festival 2009
Handlinger tilknyttet webside

En sjov Roskilde Festival 2009

Af Thorbjørn “Fulmo” Køie, medlem af FESTOKLUBO og bestyrelsesmedlem i DEJO.

Igen i år holdt Dansk Esperanto-ungdom (DEJO) i samarbejde med FESTOKLUBO en såkaldt arbejdsfest på Roskilde festivalen. Det var i år tredje gang, at foreningen arbejdede på festivalen, og for hvert år er antallet af esperanto-talende på festivalen vokset.

DEJO udfører en række opgaver på festivalen, som takker med en gratis indgangsbillet til dem, som hjælper. DEJO tjener også en smule penge for ansvaret, og bruger en del af dem på at give mad og soveplads til dem, der hjælper med arbejdet. Det overskud der er derudover bliver brugt på at støtte esperanto-arrangementer i det næste år (og en del af pengene er allerede gået til at støtte Kultur Esperanto-Festivalen, som foregik i Helsingør lige efter Roskilde Festivalen). De to foregående år har DEJO haft ansvaret for en pantbod, som har krævet 35 medarbejdere, men i år fik DEJO også ansvaret for en indgang ind til selve festivalsområdet. Arbejdet i indgangen gik ud på at kontrollere om festivaldeltagerne havde gyldige armbånd, og at de ikke medbragte ikke-tilladte ting. Dette arbejde krævede 33 yderligere medarbejdere. Ud af de 68 medarbejdere var 50 esperanto-talende, som kom fra hele verden - udover Europa var der esperanto-talende fra Japan, Rusland, Brasilien og Ukraine. Men der var også internationalt selskab blandt de ikke-esperanto-talende, hvor der bl.a. var folk fra USA, Pakistan og Australien.

Organisatorerne af esperanto-lejren har som mål at få 200 medarbejdere i løbet af de næste 2-3 år. Selvom musikprogrammet kun varer fire dage, så er campingsområdet altid fyldt med glade festivalsdeltagere allerede tre dage før end at festivalen begynder. Tiden på festivalen udgør altså en uge, og derudover deltager mange i forberedelserne og i efterfesten, som foregår i København hos lokale esperanto-talende. I år foregik der endda i ugen efter Roskilde Kultur Esperanto-Festival i Helsingør.

Mod den gratis billet er det nødvendigt at arbejde i 24 timer, men derudover er der god tid til at gøre, hvad man ellers har lyst til: feste med de andre festivalsdeltagere, gå til koncerter, spise og tale i vores madtelt, eller endda at tage på ekskursion til den lokale, gamle vikingeby, Roskilde. Det er også muligt at samle dåser, og derved optjene lidt lommepenge. Faktisk havde flere af vores gæster flere penge på hænderne, da de forlod festivalen, end da de kom.

For at alt fungerer, som det skal, og for at opnå en god stemning, så er det vigtigt, at alle deltagere tager del i det fælles arbejde, såsom at sætte vores teltlejr op, handle ind, lave mad, vaske op, gøre rent, osv. Med stor tak til vores deltagere, som alle var hjælpsomme og gav en hånd med, hvor det var nødvendigt, så blev alle opgaver nemt løst, og det blev en social fest.

Modsat mange andre esperanto-sammenkomster, så er vi er i blandt ikke-esperantister, som selvfølgelig er en udfordring i forbindelse med brugen af esperanto. Man skal derfor altid være klar til at skifte i mellem esperanto og fx engelsk, men som oftest var arbejdssproget dog esperanto.

Roskilde Festivalen er utypisk og unik i sammenligning med andre esperanto-festivaler; man skal være klar på at leve i en primitiv teltlejr i alt slags vejr, samtidig med at man er omgivet af fulde og glade folk, som støjer dag og nat. Men langt de fleste deltagere var positive overfor denne spændende oplevelse. Dette års festival vil blive husket som en unik festival med en venlig stemning, et godt sammenhold, god musik og et fantastisk vejr.

Det er allerede nu muligt at tilmelde sig næste års festival på http://roskilde.festoklubo.dk. Denne gang inviterer vi 100 esperantister fra hele verden!