SYNSPUNKT - Sprogpolitik i sprogåret

I "Universitetsavisen", en fjortendages avis for Københavns
Universitet, er der kommet en artikel der er skrievet i fællesskab
mellem Nina Tofte Hansen, Rut Jesus, Regin Larsen, Dennis Priskorn og
undertegnede.

Det er tydeligvis ikke lykkedes redaktionen at få artiklen på nettet i
helt fuldkommen stand, men der findes også en fil der viser en kopi af
papirversionen (pdf): Vores artikel er på side 15.

Verkita de Jens S. Larsen

Hele artiklen

Dekan Kirsten Refsing havde 1. november her i bladet en sprogpolitisk kommentar der var så bombastisk i tonen at både Frans Gregersen, Peter Harder, Ingemai Larsen, Lisbeth Falster Jakobsen og Henrik Prebensen bad om moderation i de følgende numre. Refsings gensvar den 28. november kunne sagtens forstås derhen at engelsk godt må tales for alvor mens alle andre sprog helst kun skal bruges til harmløs under-holdning. Måske ikke det mest gennemtænkte svar op til 2008 der som bekendt er FN's sprogår og EU's år for interkulturel dialog! I betragtning af at den sproglige mangfoldighed er noget nær et humanistisk fakultets eksistens-berettigelse, er det forbløffende så lidt alvorligt den tages i praksis. Hvorfor er fx hjemmesiden for Institut for Engelsk, Germansk og Romansk kun på dansk og engelsk? Det burde være en selvfølgelighed at alle oplysninger kan findes på dansk, men også at nogle af dem kan læses på alle de sprog instituttet udbyder regelmæssig undervisning i. Det bagvedliggende merarbejde kunne så passende udføres af studerende der alligevel skal optræne deres sproglige og inter-kulturelle kompetencer. Fakultetets sprogpolitik påvirker hele samfundet, for det er rimeligt at forvente at humanister har særligt velmotiverede meninger om sprogpolitik. For at leve et moderne liv har næsten alle brug for et inter-nationalt sprog ved siden af modersmålene. I den forbindelse ønsker vi at slå fast at engelsk ikke er noget internationalt sprog bare fordi det er et national-sprog med forrang. Mange sammenblander imperialisme og internationalisme under navnet globalisering. Det gør det let for nationalister at dæmonisere det internationale, samtidig med at det gør det vanskeligt for selverklærede globalister at indse legitime nationale pointer.

Esperanto
Hvad er da sproglig internationalisme? Kunne man danne et særligt sprog til international brug? Ja, i den vesterlandske kultur-kreds er ideen lige så gammel som latinens deroute, og i 1887 kom det forslag der viste sig at holde. Under pseudonymet doktor Esperanto udgav L.L. Zamenhof, en jødisk øjenlæge i Warszawa, de første fire brochurer om sproget på henholdsvis russisk, polsk, tysk og fransk. Hans pseudo-nym blev snart navn på sproget selv, og man begyndte at udgive tidsskrifter og bøger på sproget. Efterhånden blev der grundlagt foreninger i alle verdensdele, og i 1905 holdt man den første årlige Universala Kongreso hvor der udelukkende tales esperanto. I år har både Esperantoforeningen for Danmark og verdensesperantoforeningen UEA 100-års jubilæum. Også på det politiske plan har det vist sig muligt at fremme esperanto-sagen; det gælder lige fra det lokale niveau i Herzberg am Herz der officielt kalder sig 'Die Esperanto-stadt - La Esperanto-urbo', til det globale i Unesco der oprettede 'konsultative relationer' med UEA i 1954. Derimod er det forbavsende svært at få interessen til at fænge i de universitets-miljøer der ellers skulle formodes at være specielt egnede til det - nøjagtig som med spørgsmålet om sproglig mangfoldighed. Men hvordan kan det være det er sådan?

Inspiration til lingvister
Nu er esperanto så let at selv ganske almindelige mennesker kan få en succes-oplevelse ved at lære det, og det er selvfølgelig ikke alle akademikere der ser med milde øjne på den slags. Vigtigere er det dog nok at det er yderst vanskeligt at give en tilfredsstillende, videnskabelig forklaring på selve fænomenet sprog, en forlegenhed der kun gør det endnu sværere at gøre rede for opståen af nye sprog. Lige som spørgsmålet om sprogets oprindelse der var direkte tabu i sprogviden-skaben i næsten halvandet hundrede år, er esperanto et emne der kan få en sprog-forsker til at føle sig på meget tynd is. Hvis denne debat kan inspirere dagens lingvister til at give bedre bud, eller i det mindste få dem til at erkende deres begrænsninger, vil sprogåret ikke have været forgæves.

Jens S. Larsen
Nina Tofte Hansen (LIFE, naturressourcer),
Rut Jesus (NBI, fysik og filosofi),
Regin Larsen (DTU, informatik) og
Dennis Priskorn (CBS, kommunikation).